Bookmark and Share     Sitemap    

Vedtægter



Vedtægter for vejlauget VAFFF


§ 1
Navn og hjemsted.

Vejlaugets navn er: VAFFF

Beliggende: Villershøj, Adilsvej, Floravej, Fyrreslugten, Fyrreskrænten.
Vejlaugets hjemsted er: Syddjurs kommune
Vejlaugets adresse er den til enhver tid siddende formands bopæl på vejnavn, bynavn.



§ 2 Formål.

Vejlaugets formål er at vedligeholde VAFFF's veje, så de altid fremtræder i en vedligeholdt stand.

Arbejder i og på vejen i forbindelse med etablering og eller vedligeholdelse af forsyningsledninger m.v. samt reetablering af vejen efter sådanne arbejder er vejlauget økonomisk uvedkommende.

Vedligehold, snerydning, og saltning påhviler den enkelte grundejer men varetages af VAFFF. Fjernelse af vildtgroende græs og ukrudt påhviler den enkelte grundejer.



§ 3 Medlemskab.

Alle grundejere ud for den i § 1 nævnte del af VAFFF som indbetaler det årlige kontingent er medlemmer af vejlauget.

Medlemmerne er forpligtet til at overholde vejlaugets vedtægter og leve op til målsætningen.
 
 

§ 4 Medlemsydelser.

Bestyrelsen fremlægger på generalforsamlingen forslag til budget for følgende år, og fastsættelse af kontingent.



§ 5 Generalforsamling.

Generalforsamling er vejlaugets højeste myndighed i alle anliggender.

Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt i April måned.

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen efter behov og skal indkaldes, når mindst ¼ af vejlaugets medlemmer skriftligt fremsender krav herom med angivelse af konkret forhandlingsemne overfor vejlaugets formand. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 4 uger efter modtagelsen af begæring herom.

Forslag fra medlemmerne må, for at komme til behandling på den ordinære generalforsamling, være indgivet til bestyrelsen senest 1 uge før generalforsamlingen.

Enhver generalforsamling indkaldes af bestyrelsen på hjemmesiden, http://www.vafff.dk og email direkte til medlemmerne med et varsel på mindst 14 dage.

Indkaldelsen skal angive dagsorden for generalforsamlingen samt oplysninger om indholdet af indkomne forslag der skal behandles af generalforsamlingen. Med indkaldelse til den ordinære generalforsamling, skal følge vejlaugets regnskab for det sidst afsluttede regnskabsår.

Generalforsamlingen vælger en dirigent, der afgør om generalforsamlingen er lovlig indkaldt, leder generalforsamlingen og afgør alle spørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde, stemmeafgivning og dennes resultater. Dirigenten må ikke være medlem af bestyrelsen.

Vejlaugets fremmødte medlemmer er stemmeberettigede og kun med 1 stemme pr. medlem.
Der kan stemmes til GF ved fuldmagt til bestyrelsen.

Enhver stemmeberettiget kan forlange skriftlig afstemning med hensyn til foreliggende forhandlingsemner.

På en generalforsamling kan beslutningen kun tages om de forslag, der har været optaget på dagsordenen og ændringsforslag hertil, medmindre samtlige medlemmer er repræsenteret og enstemmigt træffer en anden beslutning.

De på generalforsamlingen behandlede anliggende afgøres ved simpel stemmeflertal, jævnfør dog §§ 10 og 11.
 
 

§ 6
Dagsorden til den ordinære generalforsamling.

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:

1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsens beretning om vejlaugets virksomhed i det forløbne regnskabsår.
3. Fremlæggelse af årsregnskab til godkendelse.
4. Fremlæggelse af budget for næste regnskabsår til godkendelse, herunder fastsættelse af medlemskontingent.
5. Der vælges medlemmer til bestyrelsen.
6. Valg af 1 suppleant til bestyrelsen.
7. Valg af 1 revisorer.
8. Indkomne forslag
9. Eventuelt.


Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen således, at der afgår 1 medlem i år med ulige årstal og 2 medlemmer i år med lige årstal. Genvalg kan finde sted.

Afgår et bestyrelsesmedlem i utide, indtræder suppleanten.

Over det på generalforsamling, passerede føres en beretning der underskrives af dirigenten og referenten.



§ 7 Bestyrelsen.

Bestyrelsen består af 3 medlemmer, der vælges på generalforsamling.

Bestyrelsen konstituerer sig selv, umiddelbart efter generalforsamlingen, med formand, sekretær/webmester og kasserer.

Bestyrelsen varetager vejlaugets tarv udadtil og indadtil. Det påhviler herunder bestyrelsen af føre tilsyn med de af vejlaugets bestilte arbejder, samt reetablering efter arbejde i henhold til § 2 stk. 3.

Bestyrelsesmøder afholdes efter behov.
Medlemmer kan fremsende punkter til dagsorden.
Der tages referat fra bestyrelsesmøderne, som sættes på www.vafff.dk

Bestyrelsen træffer beslutning ved simpelt stemmeflertal og man er kun beslutningsdygtig, når alle bestyrelsesmedlemmer er til stede.

Bestyrelsesarbejdet udføres ulønnet, medmindre der på en ordinær generalforsamling er truffet anden bestemmelse.
 
 

§ 8
Tegning.

Stk 1. Vejlauget forpligtes udadtil ved underskrift af formanden og et bestyrelsesmedlem i forening.
Stk 2. Vejlauget hæfter kun for sine forpligtelser med sin formue.
Stk3. Ingen medlemmer eller bestyrelsesmedlemmer kan påtage sig personlig kaution for foreningens forpligtelser.

 

§ 9 Regnskab.

Vejlaugets regnskab - og kontingent år følger kalenderåret.

Regnskabet skal før den ordinære generalforsamling være revideret af revisoren, der ikke behøver af være medlemmer af vejlauget.

Kassereren fører en kassebog over samtlige indtægter og udgifter og udarbejder vejlaugets årsregnskab.



§ 10 Vedtægtsændringer.

Forslag til ændringer af nærværende vedtægter kræver, at et flertal af de stemmeberettigede er repræsenteret på generalforsamlingen og at forslaget vedtages med et flertal af de afgivne stemmer. Blanke stemmer regnes som ikke afgivne stemmer. Er en sådan beslutning truffet uden at et flertal af de stemmeberettigede er tilstede på den pågældende generalforsamling, indkalder bestyrelsen inden 14 dage til en ny ekstraordinær generalforsamling, på hvilken forslaget kan vedtages med simpelt stemmeflertal.
En fuldmagt stemme betragtes som tilstedeværende.



§ 11 Opløsning.

Beslutning om vejlaugets opløsning kræver, at et flertal af de stemmeberettigede er repræsenteret på generalforsamlingen og at forslaget vedtages med et flertal af de afgivne stemmer. Blanke stemmer regnes som ikke afgivne stemmer. Er en sådan beslutning truffet uden at flertallet af de stemmeberettigede er tilstede på den pågældende generalforsamling, indkalder bestyrelsen inden 14 dage til en ny ekstraordinær generalforsamling, på hvilken forslaget kan vedtages med simpelt stemmeflertal.
En fuldmagt stemme betragtes som tilstedeværende.

Ved vejlaugets opløsning deles laugets formue lige mellem vejlaugets medlemmer, medmindre anden beslutning træffes efter samme regler i denne §’s stk. 1.
 
 

Vedtaget af vejlaugets medlemmer den 25 april 2017.

Vejlauget VAFFF  | vafff@info.dk