Bookmark and Share     Sitemap    

Sidste nyt

Referat fra VAFFF’s generalforsamling den 27. april 2023.
I mødet deltog beboer fra:
Adilsvej 1, 3, 9, 19, 21a, 28 og 30
Fyrreskrænten 32
Floravej 13 og 14
Villershøj 16

I alt 18 deltagere

Formand Morten Rasmussen bød velkommen og takkede for fremmødet.
Dagsorden for mødet:
1. Valg af dirigent/ordstyrer: Freddy Juul Pedersen, Adilsvej 21a blev valgt. Dirigenten konstaterede at generalforsamlingen var lovligt indvarslet.

2. Valg af referent: Inge Juul Højslet, Adilsvej 21a blev valgt.

3. Registrering af fremmødte: se ovenstående – i alt 18 deltog.

4. Valg af stemmetællere: Maiken, Adilsvej 19 og Ejvind Adilsvej 9 blev valgt.

5. Formandens beretning: Vores veje er generelt set i god stand. Der er i 2023 blevet foretaget løbende vedligeholdelse og lagt nyt granit på Adilsbakken og Villershøj.
Der er blevet klippet kanter og beskåret træer langs alle VAFFF’s veje.
Der er blevet opsat spejl, støvskilte og nye vejskilte i området. En generel opfordring til at køre efter forholdene.
Bestyrelsen opfordrer til at man henvender sig hvis der trænges til besøg af Jens, eller der er andet bestyrelsen skal/kan tage sig af.
Opgaver i 2023:
Vendeplads i bunden af Fyrreskrænten skal udbedres.
Mere lerholdig grus på de lige vejstykker.
Salt på vejene i forsommeren for at begrænse støvgenerne.
Indfaldsvejene pålægges knust granit.
Køb af skur til vejlaugets materialer.
Der var følgende kommentarer til formandens beretning:
Adilsvej 30: Væltet træ på Fyrreslugten – bestyrelsen lovede at det bliver fjernet snarest.
Adilsvej 28: Efterlyste bedre timing vedr. klipning af kanterne og beskæring af træerne.
Adilsvej 1 og 28: Reetablering af vejene efter kabelarbejdet. Bestyrelsen har vurderet at det er ok det der er lavet.

Formandens beretning blev godkendt.

6. Fremlæggelse af regnskab for 2022 til godkendelse:
Regnskabet for 2022 blev godkendt.
Det blev oplyst, at foreningen p.t. har et indestående i banken på 103.190,58 kr.

7. Fastsættelse af medlemskontingent for 2024:
Kontingentet blev fastholdt på 850 kr. på grundejer.

8. Behandling af indkomne forslag:
Der er indkommet 3 forslag fra Villershøj 16:

1. På Villershøj (det lille blinde stykke vej til højre på vej ned af bakken) er der nogle få grene der hænger så højt og er så store at jeg mener der skal professionelle til at kappe dem da de hænger så langt nede at de skraber mod taget på renovationsbilen og det har været umuligt for vognmand at levere byggematerialer uden at skade lastbilen og blev derfor nødt til at sætte materialerne cirka midtvejs. Vi har derfor et ønske om at få dem fjernet. Ps. vi har selv fjernet alle de grene på stykket som var muligt for os.

Formanden snakker med Villershøj 12 omkring fjernelse af træet.

2. Ønske om et spejl opsat ved udkørslen fra det blinde stykke af Villershøj til Villershøj da der er meget dårligt udsyn. Ikke mindst fordi udkørslen er på bakken har der flere gange været farlige situationer.

Bestyrelsen tager sig af det.
3. Ønske om oprettelse af kontingent betaling via pbs for at mindske frafaldet af medlemmer og da kontingentet kan ændre sig fra år til år er der ikke nogen ide i at lave en fast bankoverførsel for folk.
Ps. det er ikke så dyrt i den grundejerforening jeg er medlem af. Vi er 93 medlemmer og det har kostet cirka 600 kroner pr år det er under 1 mistet medlemskontingent og vores frafald i Vafff er langt større fra år til år.
Min erfaring er når folk først har tilmeldt sig pbs framelder de sig ikke bare igen hvorimod man nemt kan glemme en betaling man selv skal tage initiativ til.

Punktet blev sat til afstemning.
3 stemte for og resten imod. Punktet blev derfor ikke vedtaget.
Dirigenten gjorde opmærksom på, at indkomne forslag skal rundsendes til medlemmerne senest 1 uge før generalforsamlingen.
9. Valg af medlemmer til bestyrelsen:
På valg er Morten Rasmussen – Morten blev genvalg for 2 år.

10. Valg af suppleant til bestyrelsen for 1 år:
Freddy Juul Pedersen, Adilsvej 21a blev valgt.
Dynes Fuglsang, Adilsvej 3 blev valgt.

11. Valg af revisor for 1 år:

Ejvind Skytte, Adilsvej 9 blev valgt.

12. Eventuelt
a. Vibækken – Freddy, Adilsvej 21a orienterede om mail fra kommunen fra marts, at sagen havde ligget stille, men man forventede af opstarte igen efter påske. Inden materialet sendes ud skal det til politisk behandling, og lidt afhængig af den er det planen at de offentlige møder kommer til at ligge i maj/start juni eller august. Der er offentlig høring i 4 uger.
b. Vedligeholdelse af vejene i forhold til regn og tørke. Det er Jens der vurderer hvornår det er mest hensigtsmæssigt af vedligeholde vejene. Man er selvfølgelig altid velkommen til at påfylde hullerne med sand fra sand bunkerne.
Bestyrelsen tjekker om der er sand og skovle ved sand bunkerne.

c. Hjertestarter: Hjertestarteren er ophængt på garagen ved Adilsvej 21a. Maiken, Adilsvej 19, står for løbende opfølgning når hjertestarteren har været ude af boksen. Siden den blev ophængt har den været hentet 2 gange. Udgifter til el, forsikring og årligt eftersyn afholdes af vejlauget.
Det er muligt at få et hjertestarter kursus hvis der kan findes 8 kursister.
Der var 9 der ønskede af deltage i kurset.
Generalforsamlingen sluttede kl. 20.30
Dirigent Freddy Juul Pedersen
Adilsvej 21a

Bestyrelsen har efterfølgende konstitueret sig således:
Formand: Morten Rasmussen, Adilsvej 19
Kasserer/sekretær: Jannie Kruuse, Adilsvej 1
Medlem: Pakrash Arumugam, Fyrreskrænten 32

Referat fra bestyrelsesmøde i VAFFF den 21. marts 2023.
1. Afholdelse af generalforsamling.

Generalforsamlingen afholdes den 27. april 2023 kl 19.00 i
Aktivitetshuset, Nørrealle 4, 8400 Ebeltoft (festpladsen)
Dagsorden i henhold til vedtægterne.

2. Udsendelse af meddelelse om kontingentindbetaling for 2023.

Udsendes torsdag den 23. marts, der laves enkelte rettelser.

3. Økonomi/regnskab 2023

Bestyrelsen godkendte regnskabet.

4. Projekter i 2023

Vendepladsen i bunden af Fyrreslugten skrabes fri for sand med mere.

Mere lerholdigt sand strøs på de lige vejstykker.

Strøning af magnesium til sommer i forhold til støv.

Norsk granit på indfaldsvejen ved Fyrreslugten, Villershøj og på begge sider af asfaltvejen til Fyrreskrænten.

Klipning af græskanter. Vær opmærksom på at det er lodsejerens ansvar hvis der hænger grene ud over vejen så f.eks. renovationsbilen ikke kan komme forbi. Vejlauget klippede træerne sidste år. Da det er en stor udgift vil der nok kun blive klippet hvert anden år.

Der arbejdes videre med evt. indkøb af lille skur til vejlaugets materiale m.m.

Husk at man altid kan fremsende ønsker/forslag til bestyrelsen.

5. Hjertestarteren.

Hjertestarteren er ophængt på garagen ved Adilsvej 21a.
Strømudgiften og forsikring til hjertestarteren afholdes af vejlauget.

Referat fra bestyrelsesmøde i VAFFF den 31. maj 2022

I mødet deltog:
Jannie Kruuse, Morten Rasmussen, Prakrash og Dynes Fuglsang
Referent: Inge Højslet

Valg af ny formand.

Den nuværende formand har valgt at trække sig fra bestyrelsen hvorfor der skal vælges ny.
Den valgte 1. suppleant indtræder i bestyrelsen.
Morten Rasmussen indtræder i bestyrelsen og vælges som formand.

Fordeling af arbejdsopgaver.

Skiltning: Inge tager kontakt til kommunen for ny nr. skiltning ved Adilsvej.
Indtil da laves nogle midlertidige skilte – de er allerede sat op.

Løbende vedligeholdelse af vejene: Per Kruuse ser efter vejenes vedligeholdelses stand og giver besked til Morten der har den løbende kontakt til Jens Kejser.

Spejlene: Opsætningen ved Floravej mangler. Morten tager kontakt til Dorthe Anker, og Dynes sætter spejlet op efter aftale med Dorthe. Prakash sætter det sidste op ved Fyrreslugten/Fyrreskrænten.

Nye skilte vedr. støv: Der er lavet nye skilte vedr. støv og anbefaling om langsom kørsel i vores område. Skilte er opsat.

Støv: Morten snakker med Jens Kejser omkring strøning af vejsalt til at dæmpe støvet.

Vejvedligeholdelse:

Vejvandring: Morten, Prakrash og Dynes laver en vejvandring og tager derefter møde med Jens Kejser om udarbejdelse af plan for den løbende vejvedligeholdelse og større renoveringer, så som pålægning af norsk granit.
Mere herom senere.

Vejkanter/grøfter:

Drøftelse af klipning af vejkanter, grøfter og træer der hænger ud over kørebanen.

Det aftales med Jens Kejser at han foretager klipning af vejkanter og træer der hænger ud over kørebanen.

Det blev aftalt, at man fremover henlægger 20.000 årlig til ekstraordinære arbejder på vores veje.

Der laves igen bunker med grus med salt og norsk granit, som frit kan benyttes hvis man har et hul der bør lappes.
Alle kan gøre en indsats for at vi har gode veje i vores område.

Der undersøges om der er mulighed for at købe en lille container til opbevaring af vejlaugets telt og andre maskiner m.m. der tilhører vejlauget.

Bestyrelsesmøde i VAFFF den 10. maj 2022
Deltagere: Jens Ole, Prakash, Jannie og Inge.

Dagsorden/referat

1. Forretningsorden.
Forslag til forretningsorden blev godkendt.
Forretningsordenen kan ses på hjemmesiden.

2. Bestyrelsens forventninger til formanden.

a. Kommunikation med myndighederne
b. Kontakt til ”vejmanden”
c. Besvarer henvendelser på VAFFF-mailen

3. Samarbejdsform i bestyrelsen

Der oprettes en officiel VAFFF-mail, så alt korrespondance sker hertil og herfra.

4. Evt.

1. Der blev drøftet om vi kan sende anmodning på mobilepay om betaling – efter betalingsfristens udløb. Vi forhører os om muligheden og om vi må.
2. Efter udløb af de mærkater vi har p.t. skifter vi farve på mærkaterne.
3. Vi forsøger at lave en lille folder der fortæller lidt om vejlauget til at lægge postkassen til nyankomne beboere og til dem der ikke betaler. Jannie har lavet et udkast som Jens Ole ser på.
4. Jens Ole tager kontakt til kommunen angående skiltning af lige og ulige numre på Adilsvej der er blandet sammen. Vi mangler nye vejtavler med korrekt angivelse af hvor de forskellige numre er.
5. Der forsøges af lave større skilte vedr. støv og lavere hastighed i området.
6. De brandslanger der er tilbage må gerne fjernes.
7. Bestyrelsen vil fremover foretage en ”vejvandring” to gange årligt for at inspicere vejene og vurdere hvad der er mest formålstjenstligt at lave.
8. Efter bestyrelsesmødet er det aftalt at hjertestarteren hænges op på Dynes hus ved Fyrreslugten. Der har den 17. maj været afholdt hjertestarter kursus og 8 deltagere fra vores område. Der vil blive meldt ud når hjertestarteren er opsat.

Indkaldelse til generalforsamling i Vejlauget VAFFF.                                                                      

Kære lodsejer på Villershøj,Adilsvej, Floravej,Fyrreslugten, Fyrreskrænten

Som tidligere annonceret indkaldes der hermed til generalforsamling for Vejlauget VAFFF

Tirsdag den 26.april 2022 Kl.18.00.

Mødet afholdes på Park Hotel, Vibæk Strandvej 4, 8400Ebeltoft.
Der vil være sandwich, øl, vand, kaffe og kage.

Dagsorden for mødet:

1.  Valgafdirigent.

2.  Valg afreferent.

3.  Registreringaffremmødte.

4.  Valg afstemmetæller.

5.  Formandensberetning.

6.  Fremlæggelse afårsregnskab 2021tilgodkendelse.

7.  Fastsættelse afmedlemskontingent2023.

8.  Opsætning af hjertestarter.

9.  Asfaltbelægningen Fyrreskrænten.

10.Behandling af indkomne forslag.

11.Valg af medlemmer til bestyrelsen.

På valg er Prakash Arumugam – modtager genvalg. (Ønsker ikke at fortsætte som formand). 

Jannie Kruuse – modtager genvalg. (Jannie fungerer som kasserer, sekretær og webdesigner). 

Morten Rasmussen – modtager ikke genvalg.

12. Valg af 2 suppleanter tilbestyrelsen for 1 år.

13. Valg af revisor for 1 år.

14. Eventuelt.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skalvære bestyrelsen i hænde senest 8 dage før

generalforsamlingen.

Evt.forslag sendestil:vafff@info.dk

*Bestyrelsen gør opmærksom på vigtigheden i at der bliver fundet et medlem til bestyrelsen der ønsker at være formand. Hvis ikke dette lykkedes, vil der blive indkaldt til generalforsamling med henblik på nedlæggelse af vejlauget.

Under "eventuelt" kan der ikke sættes forslag til afstemning.

Af hensyn til traktement, skal der ske tilmelding på vafff@info.dk senest 3 dage før generalforsamlingen.


S.U.Senest lørdag d. 23. april 2022. på mail: vafff@info.dk

Med venlig hilsen VAFFF bestyrelsen

Prakash Arumugam, Morten Rasmussen og JannieKruuse.


Formandens beretning.
Som noget ekstraordinært dækker beretningen 2 år nemlig 2019 og 2020.
Som alle ved så var det ikke muligt - på grund af covid 19 - at afholde generalforsamling i 2020.

Der er sket en del i vores vejlaug de sidste to år.

2019:
Som et forsøg på at begrænse støvgenerne fik vi Dustex i hele området – en udgift på 20.000 kr. Den behandling levede desværre ikke op til vores forventninger. Udgiften var for stor i forhold til gevinsten.
Der blev i alt brugt 24.988 kr. på vedligeholdelse af vejene i 2019.
En planlagt vejfest i august blev aflyst på grund af for få tilmeldte. Bestyrelsen havde til vejfesten planlagt et foredrag om vilde haver.
Risten ved Fyrreskrænten/Fyrreslugten blev ved hjælp af flere frivillige og en slamsuger renset.
61 medlemmer i vejlauget i 2019

2020:
Der blev lavet ny vejhældning i bunden af Fyrreskrænten, så regnvandet ikke laver en sø i ”bunden” af vejen.
Der blev ligeledes lavet ny vejhældning ved Adilsbakken mod naturstien.
Der blev forsøgt udlagt ”slanger” for at få dæmpet farten på vejene, for dermed at undgå for meget støv.
I forhold til støvgenerne forsøgte vi med magnesium – som blev strøet på vejene i hele området ved håndkraft. Tak til alle dem der gav en hjælpende hånd og lagde bil til. En god løsning og en meget billigere løsning end Dustex. Samlet pris for magnesium var 4.000 kr.
I foråret 2020 blev der - som forsøg - lagt norsk granit på Adilsbakken. Det viste sig at være en rigtig god - og meget holdbar - løsning. Så i efteråret 2020 blev der lagt norsk granit på resten af Adilsbakken, Floravej (bakken) og Villershøj (bakken)
En samlet udgift på 32.000 kr.
Pålægningen af det norske granit har også haft betydning for vejvedligeholdelsen. I 2019 blev der kørt med vejhøvl i 19,5 time og i 2020 blev der kun kørt i 12 timer.
I 2020 har vi brugt Torben (Adilsvej 21B) til at lappe små huller i vejene.
Som noget nyt kunne medlemmerne i 2020 betale via Mobil Pay.
67 medlemmer i 2020

HUSK at alle er velkomne til selv at lappe et lille hul i vejen, der kan hentes grus og norsk granit på grunden neden for Adilsvej 1.

Referat fra VAFFF’s generalforsamling den 25. maj 2021.
I mødet deltog beboer fra:
Adilsvej 1, 9, 12, 17, 19, 21a og 30
Fyrreslugten 21
Fyrreskrænten 7, 11, 24 og 32

Formand Maiken Rosenkjær Nielsen bød velkommen og takkede for fremmødet.

Dagsorden for mødet:

1. Valg af dirigent/ordstyrer: Morten Rasmussen, Adilsvej 19 blev valgt.
Dirigenten konstaterede at generalforsamlingen var lovligt indvarslet.

2. Valg af referent: Inge Juul Højslet, Adilsvej 21a blev valgt.

3. Registrering af fremmødte: se ovenstående – i alt 18 deltog.

4. Valg af stemmetællere: Helle Fyrreskrænten 24 og Inge Adilsvej 30 blev valgt.

5. Formandens beretning: Ses på hjemmesiden. (link)

6. Fremlæggelse af regnskab for 2019 og 2020 til godkendelse:

Regnskabet for 2019 og 2020 blev godkendt.
Det blev oplyst, at foreningen p.t. har en formue på 85.814,71

7. Fastsættelse af medlemskontingent for 2022:
Kontingentet blev fastholdt på 850 kr. på grundejer.

8. Behandling af indkomne forslag:
Formanden Maiken Rosenkjær Nielsen har søgt Trygfonden om en hjertestarter til vores område. Vi får svar i september.

9. Valg af medlemmer til bestyrelsen:
På valg er Maiken Rosenkjær Nielsen – modtager ikke genvalg
og Inge Juul Højslet – modtager ikke genvalg

Prakash Arumugam, Fyrreskrænten 32 og
Ditte Slotsdal, Adilsvej 12 blev valgt.

10. Valg af suppleant til bestyrelsen for 1 år:
Morten Rasmussen, Adilsvej 19 blev valgt.

11. Valg af revisor for 1 år:

Ejvind Skytte, Adilsvej 9 blev valgt.

12. Eventuelt
Naturstyrelsen har efter opfordring fra formanden været på besøg for at se på de store udgåede træer mellem Adilsvej og Naturstien. De træer de har markeret bliver fældet august/september.

Bestyrelsen har efterfølgende konstitueret sig således:

Formand: Ditte Slotsdal, Adilsvej 12

Kasserer: Prakash Arumugam, Fyrreskrænten 32

Sekretær: Jannie Kruuse, Adilsvej 1
Indkaldelse til generalforsamling i Vejlauget VAFFF.

Kære lodsejer på Villershøj, Adilsvej, Floravej, Fyrreslugten og Fyrreskrænten.
Som tidligere annonceret indkaldes der hermed til generalforsamling for Vejlauget VAFFF

Tirsdag den 25. maj kl. 19.00 på Ebeltoft Park Hotel, Vibæk Strandvej 4, Ebeltoft.

Dagsorden for mødet:
1. Valg af dirigent/ordstyrer
2. Valg af referent
3. Registrering af fremmødte
4. Valg af stemmetællere
5. Formandens beretning
6. Fremlæggelse af regnskab for 2019 og 2020 til godkendelse
7. Fastsættelse af medlemskontingent for 2022
8. Behandling af indkomne forslag
Forslagene skal være bestyrelsen i hænde senest en uge før generalforsamlingen.
9. Valg af medlemmer til bestyrelsen
På valg er Maiken Rosenkjær Nielsen – modtager ikke genvalg
og Inge Juul Højslet – modtager ikke genvalg
10. Valg af suppleant til bestyrelsen for 1 år
11. Valg af revisor for 1 år
12. Eventuelt

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.

Evt. forslag sendes til: vafff@info.dk

Under eventuelt kan der ikke sættes forslag til afstemning.

Af hensyn til traktement, skal der ske tilmelding på vafff@info.dk senest 2 dage før generalforsamlingen.

Med venlig hilsen VAFFF Bestyrelsen
Maiken Nielsen, Inge Højslet, Jannie Kruuse og Prakash Arumugam
Referat fra bestyrelsesmøde i VAFFF den 26. april 2021

1. Økonomi
Indestående i bank pr. 26. april 2021 – 84.682,66 kr.

2. Antal medlemmer pr. 30. april 2021
65 medlemmer.

3. Dato for generalforsamlingen
Generalforsamlingen afholdes tirsdag den 25. maj kl. 19.00 på Park Hotel,
Vibæk Strandvej 4, 8400 Ebeltoft.

4. Dagsordenen for generalforsamlingen
Dagsorden udsendes senest 14 dage før generalforsamlingen.

5. Norsk Granit – pris m.m.
Det blev aftalt, at evt. yderligere pålægning af Norsk granit skal vurderes af den nye bestyrelse.

6. Støvgener – mail fra Fyrreslugten 26
Vi må desværre ikke sætte skilte op med fartbegrænsninger, vi kan kun via vores skiltning med kør forsigtigt det støver gøre folk opmærksom på, at der skal køres stille.

Støvgener er selvfølgeligt et stort problem i hele området, når der er så tørt som der er lige p.t. Vi har undersøgt hvad det vil koster at indkøbe Magnesium Klorid som vi gjorde sidste år. På grund af Corona er det meget svært at få fat i, og det er blevet væsentlig dyre. Vi har derfor valgt at det må være op til den nye bestyrelse at vurdere, om det skal indkøbes igen i år. Ellers opfordres medlemmer til at vande der hvor det er værst, og så ellers håbe på vi får lidt regn ind imellem.

7. Forslag fra VAFFF medlem: bestyrelsen skal foregå som turnusordning mellem de betalende medlemmer.
I henhold til vores vedtægter kan dette ikke lade sige gøre.

8. Vedligeholdelse af vejene om sommeren
Vurderes af den nye bestyrelse.

9. Forslag fra Prakash om græsarmering
En meget dyr løsning som ikke vil fungere optimalt i vores område.
Tirsdag d. 13/10-20.

AFLYST, grundet forsamlingsforbud.
Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling i vejlauget VAFFF.


Kære lodsejer på Villershøj, Adilsvej, Floravej, Fyrreslugten, Fyrreskrænten


Som tidligere annonceret indkaldes der hermed til ekstraordinær generalforsamling torsdag den 29. oktober 2020 Kl. 17.00, da den siddende bestyrelse ikke ønsker at fortsætte.

Mødet afholdes på Parkhotel, Vibæk Strandvej 4, 8400 Ebeltoft.

Af hensyn til anbefalinger og generelle hensyn til Covid-19 opfordre vi til, at kun én person deltager pr. husstand.
Husk mundbind.


Dagsorden for mødet:

1. Valg af dirigent/ordstyrer.
2. Valg af referent.
3. Registrering af fremmødte.
4. Valg af ny bestyrelse.


Med venlig hilsen VAFFF bestyrelsen
Maiken Nielsen, Inge Juul Højslet og Jannie Kruuse.
 
 
Bestyrelsesmøde i VAFFF den 13. august 2020.

I mødet deltog:
Maiken, Jannie, Prakrash, Louise og Inge. 
 
1. Norsk granit – hvilke veje skal vi prioritere.
Det har været en stor succes med knust norsk granit på bakken ved Adilsvej, hvilket betyder, at vi ønsker at gå videre med det i forhold til øvrige bakker i området. Der var enighed om at bakken ved Villershøj og Floravej skal laves i efteråret. Eventuelt skal den sidste del af bakken på Adilsvej laves. Det undersøges om der skal bygges hus inden for den nærmeste fremtid. Hvis ikke bliver den også lavet i efteråret.

2. Kategorisering af vejene i VAFFF.   Se kort >> HER
Vejene kategoriseres således: se vedhæftede kort over området. Fyrreslugten, Villershøj og den gennemgående Floravej kategoriseres som A vej – hvilket betyder, at det er veje med meget gennemgående trafik. Resten af vejene samt stikvejen på Floravej kategoriseres som B veje – hvilket betyder, at det kun som udgangspunkt er beboerne der benytter vejene. Kategoriseringen gør at vi kan give vores vejmand besked om at det f.eks. kun er A vejene der skal laves, eller måske kun en af dem. Det kan igen betyde, at vi nemmere kan se hvilke veje vi bruger pengene på.

3. Vedligehold af vejene.
Torben fortsætter med at lappe de små huller – Maiken har kontakten til Torben. Hvis man rundt omkring på vejene ser, at der er huller man mener bør laves, kan man rette henvendelse til VAFFF via VAFFF info. Vi vil så foranledige at det bliver lavet.

4. Vejbump.
Der har været etableret 3 forsøgs vejbump her hen over sommeren, og det har fungeret i forhold til at begrænse støvgenerne. Hvis man på vejene ønsker vejbump, vil vejlauget sørge for materialerne, men man skal selv sørge for at fylde slangerne og lægge dem ud. Der er tale om brandslanger og strandsand.

5. Beskæring af rabatter og grene. V
i gør igen opmærksom på, at alle lodsejere har forpligtigelse til at holde rabatter og beskære træer ud for egen matrikel, så det ikke er til gene for andre - for renovationsbil, post m.fl. Vi tager en snak med campingpladsen omkring deres rabat op til Fyrreslugten. Indtil da håber vi at Torben kan klare den strækning.

6. Info til hjemmesiden.
Der var enighed om at informationsniveauet var ok – det må ikke blive for meget.

7. Økonomi.
Kassebeholdning er p.t. 77.313,00 kr. 

8. Eventuelt.
Generalforsamlingen i 2020 aflyses helt på grund af CORONA. Der forventes afholdt generalforsamling i slutningen af april 2021. Afslutningsvis havde vi en lang snak om hvordan vi får medlemmerne til at engagere sig noget mere i vores fælles vejlaug. Der er selvfølgelig mange der gør det, men hvordan får vi de sidste med. Et af forslagene var at få udpeget en ”ambassadør” på hver vej - tænkt som en man kan henvende sig til med ønsker, ris eller ros. Hvis der er nogen der kunne ønske sig tjansen, så giv os et praj. Så vil vi blive meget glade. Det vil være en stor støtte for bestyrelsen.
 
I uge 16 havde vi udendørsmøde i bestyrelsen.

Et par af de spørgsmål der blev rejst var “hvad er vores mål i fremtiden og hvordan sikre vi os, at hver enkelt har en god og velfungerende vej”?

Trafikken, antallet af biler samt vandmængden stiger, så derfor er det helt relevant at tænke fremtidsplanlægning.

Kommunen er kontaktet i forhold til, om vi må opsætte hastighedsregulering i form af vejbump over den tørre periode, så vil støvet forhåbentligt minimeres.
UPDATE: Det må vi så ikke, kun hvis det er en permanent løsning, som skal søges om.

Dustex er blevet for dyrt og holder desværre i al for kort tid.
Derudover, har vi kontaktet et par specialister indenfor belægninger til grusveje, og i nærmeste fremtid, vil en af vores bakker blive belagt med norsk granit.
Virker det, vil alle de stejle steder blive lavet på samme måde.
Det bliver spændende.

 

Møde i bestyrelsen 5/7-19

Kære alle.

I går til bestyrelsesmøde i VAFFF blev der aftalt følgende:

Der bliver ikke sendt flere rykkere ud vedr. betaling, men vi håber dog fortsat, at få flere med i vores hyggelige vejlaug😊

D 31 august er der vejfest. Det bliver ikke en arbejdsdag, men en dag hvor vi skal hygge os og ikke svede!

Dagen er ikke nøje planlagt, men skriv eller ring hvis i har nogle gode ideer, så ændre vi i planen.

Bestyrelsen har planlagt følgende:

Der skal sammensættes et træfældningshold, og gerne nogen med erfaring. Hvem kan påtage sig denne opgave? Det drejer sig om et par træer.

Et hold der stiller telt op lørdag formiddag. Gerne 5-6 Pers.

Vi starter festen om eftermiddagen, hvor der vil være aktiviteter for børnene. Vi vil derfor gerne høre fra jer, så vi kender antallet og alder.

Derudover, skal vi selv sørge for, at lave eftermiddagens kage og der skal vi formentlig på tur i naturen. Alle kan deltage.

Igen i år vil der blive opstillet grill, hvor man selv sørger for kødet. I år sørger vi for tilbehøret. Drikkelse sørger man selv for.

Vi håber selvfølgelig at vi kan gentage succesen fra sidste år.
Nærmere info om tilmelding og tidspunkt kommer. Husk at sæt ✖️i kalenderen!
D. 31 August🌿

God sommer til alle.

Venligst bestyrelsen ☀️

Formandsberetning 2019

Det er utroligt dejligt at se så mange fremmødte. Tak, fordi I alle er kommet.

Lørdag d. 15. Sep. 2018 genoptog vi arbejdsweekenden i VAFFF. Vi blev 48 deltagere, og det var meget flot. Vi fik lavet de flotte tavler, som gerne må bruges af alle. De kan evt. bruges hvis man har noget man gerne vil sælge, eller anden vigtig info som man gerne vil give videre.

Derudover, blev der foretaget en fyldestgørende og god beskæring ved samtlige veje. Jens (vejmand) har rost arbejdet, og det har gjort hans arbejde meget lettere og overskueligt. Derudover, har vi sparet en del, ved selv at stå for dette. Grøftekanterne blev i sensommeren slået af kommunen, men aftalen blev lavet gennem Jens.

I forbindelse med arbejdsweekenden indkøbte vi et telt. Dette kan lejes for medlemmer af VAFFF for 500 kr. Teltet ligger hos Jannie og Per. Man kan tage kontakt til bestyrelsen, hvis man ønsker at leje det.

Der er sat dato på en ny arbejdsweekend, som bliver lørdag d. 31 aug. Jeg vil opfordre alle til at komme med ideer til, hvad denne weekend skal indeholde eller hvordan den skal foregå. Sidste år var det os I bestyrelsen, der planlagde den, men vi vil gerne høre hvad I tænker. Af opgaver bliver der i år ikke så mange, da vi kom godt i bund sidste år, men håber, at I alle har lyst til at bakke op omkring et hyggeligt samvær, som der uden tvivl vil blive.

Vejene har I 2018 haft en god standard. 2018 gav os en mild vinter, hvilket vi kan se på vintervedligeholdelsen. Derimod, fik vi en del nedbør, som giver os problemer med huller I vejene. Vi har lavet en ny aftalt med Jens. Han tager kun de steder det trænger. Vi har I bestyrelsen afholdt to møder med Jens I 2018. Men derudover, har vi tæt kontakt med ham. Vi prøver fortsat at optimerer standarden, men meget af det, afhænger af vejret.

Til sidst vil jeg nævne, at bestyrelsen altid er åben overfor en snak og ideer. Vi opfatter, at der er en positiv stemning omkring VAFFF og det arbejde, der bliver gjort. Det er dejligt at mærke, at I gerne vil bruge os I bestyrelsen, og det skal I blive ved med. Det er nemlig vores fælles veje.

Maiken Rosenkjær Nielsen
 
Referat fra VAFFF’s generalforsamling den 29. april 2019.

I mødet deltog der beboer fra:
Adilsvej 1, 2, 6, 9, 17, 19 og 21A
Floravej 10, 11 og 19
Fyrreskrænten 13, 14 og 32
Villershøj 2, 5, og 16
I alt 22 deltagere.

Formand Maiken Rosenkjær Nielsen bød velkommen og takkede for fremmødet.

Dagsorden for mødet:
1. Valg af dirigent/ordstyrer: Ejvind Skytte Christensen (Adilsvej 9) blev valgt.
Dirigenten konstaterede at generalforsamlingen var lovligt indvarslet.
2. Valg af referent: Inge Juul Højslet, (Adilsvej 21A) blev valgt.
3. Registrering af fremmødte: Se ovenstående.
4. Valg af stemmetæller: Annette Steenberg, (Adilsvej 6) blev valgt.
5. Formandens beretning: Ses på hjemmesiden (link)
6. Fremlæggelse af regnskab for 2018 til godkendelse:
Regnskabet blev godkendt med en bemærkning om fejl ved overførsel fra 2017.
Ved en fejl er regnskabet for 2017 afsluttet pr. udgangen af august 2017, og udgifter afholdt i sidste kvartal af 2017 er derfor ikke medtaget.
Regnskabet for 2018 er derfor korrigeret således, at regnskabsperioden omfatter 1. september 2017 – 31. december 2018.
Der blev oplyst, at foreningen p.t. har en formue på 93.501,37.
7. Fastsættelse af medlemskontingent for 2020:
Kontingent blev fastholdt på 850 kr. pr. grundejer.
8. Behandling af indkomne forslag:
a. Differentieret betaling (se forslaget her)
Forslaget blev nedstemt med 19 stemmer imod og 3 for.
b. Kommunens overtagelse af opkrævning af kontingent, (se forslaget her)
Forslaget blev nedstemt med samtlige stemmer.
c. Skal vi selv påtage os at fylde huller:
Bortfalder da der ikke var interesse for forslaget.
9. Valg af medlemmer til bestyrelsen:
På valg er: Jannie Kruuse, Jannie blev genvalgt.
10. Valg af suppleant til bestyrelsen:
Louise Sverdrup, Villershøj 2 blev valgt.
11. Valg af revisor:
Ejvind Skytte Christensen, Adilsvej 9 blev valgt.
12. Eventuelt:
Under eventuelt blev der orienteret om følgende:
a) Ønske fra en grundejer om asfaltering af området.
b) Orientering om indhentet tilbud på Dustex-behandling af samtlige veje i området. Efter aftalte med vores entreprenør bliver det lavet medio juni.
c) Oplæsning af mail fra grundejer omkring afbrænding af haveaffald.
d) Arbejdslørdag med efterfølgende vejfest afholdes lørdag den 31. august 2018.
e) Bestyrelsen vil gerne opfordre alle til at betale/blive medlem i VAFFF. Vi bør alle have en fælles interesse i vedligeholdelse af vores veje, som vi alle færdes på.

Generalforsamling sluttede af med sandwich, kaffe og kage, og hyggeligt samvær.

Bestyrelsen har efterfølgende konstitueret sig således:
Maiken Rosenkjær Nielsen, formand
Inge Juul Højslet, Kasserer
Jannie Kruuse, Webmaster
 
Indkaldelse til generalforsamling i vejlauget VAFFF.

Kære lodsejer på Villershøj, Adilsvej, Floravej, Fyrreslugten, Fyrreskrænten

Som tidligere annonceret indkaldes der hermed til generalforsamling for vejlauget VAFFF mandag den 29. april 2019 Kl. 17.00.

Mødet afholdes på Mols Camping i opholdsstuen, Dråbyvej 13, 8400 Ebeltoft.

Dagsorden for mødet:
1. Valg af dirigent/ordstyrer.
2. Valg af referent.
3. Registrering af fremmødte.
4. Valg af stemmetæller.
5. Formandens beretning.
6. Fremlæggelse af årsregnskab til godkendelse.
7. Fastsættelse af medlemskontingent 2020.
8. Behandling af indkomne forslag.
    Bestyrelsen har flg. forslag der ønskes behandlet på GF:
       1. Differentieret betaling.
       2. Kommunens overtagelse af opkrævning.
       3. Skal vi selv påtage os at efterfylde huller ?
    Ang. 1 og 2 vil forslagene blive rundsendt og lagt på hjemmesiden inden GF.
9. Valg af medlemmer til bestyrelsen.
    På valg er:
          Jannie Kruuse, modtager genvalg.
10. Valg af suppleanter til bestyrelsen
11. Valg af revisor og revisorsuppleant
12. Eventuelt.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.

Evt. forslag sendes til: vafff@info.dk

Under "eventuelt" kan der ikke sættes forslag til afstemning.

Af hensyn til indkøb af mad, øl vand og kaffe, må I meget gerne tilkendegive på e-mail: vafff@info.dk om hvor mange I deltager i generalforsamlingen.

S.U. Senest fredag d. 26.4.19. vafff@info.dk

Med venlig hilsen VAFFF bestyrelsen Maiken Nielsen, Inge Juul Højslet og Jannie Kruuse.
 
Bestyrelsesmøde 10 januar 2019

1. Økonomi.
Regnskabet for 2018 slutter med en beholdning på 51.486,20 kr.

2. Differentieret betaling.
Der arbejdes stadig med forslag dertil.

3. Året 2018.
Der arbejdes på årsberetning for 2018 til generalforsamlingen.

4. Generalforsamling 2019.
GF afholdes d. 29 april 2019 kl. 17.00 på DCU-Mols Camping 

5. Arbejdsdag 2019.
Sæt allerede nu X i kalenderen ved den 31 august 2019.

6. Svinget Adilsvej/Fyrreslugten.
Vi tager kontakt til Jens vejmand med henblik på at lave/afslutte svinget.

7. Kontingent 2019.
Opkrævning af kontingent for 2019 udsendes i løbet af februar 2019.
Sendes på mail til dem vi har mailadresser på, ellers på hjemmesiden www.vafff.dk og på vores Facebook side www.facebook.com/vafff

8. HUSK:
Som altid RIS OG ROS modtages gerne.

 
Kære medlemmer.

Vi har i bestyrelsen haft møde med Jens. Vi skulle hilse mange gange, og rose jer for det flotte arbejde, der er blevet lavet. Det har gjort hans arbejde meget lettere.

Der blev aftalt følgende:

Stabilgrus på: hele fyrreskrænten, bakken (nedad) på Adilsvej og i svinget.
Stabilgrus på: Bakken ved campingpladsen.
Vi bruger stabilgrus da underlaget bliver mere fast.

Der bliver placeret sand/m salt og stabilgrus ved:
Fyrreskrænten, Floravej/Villershøj og Adilsvej’ bakken. Skovlene bliver placeret og derved vil alle have mulighed for, at smide sand/m salt på de glatte steder eller fylde stabilgrus i hullerne.

Dette var det sidste møde inden det nye år.
Nu er vi klar til vinteren.

God dag til jer alle

De bedste hilsener fra bestyrelsen
 
Det var en effektiv arbejdslørdag. Flot at der var så stor opbakning til dagen.

Vi nåede i mål i forhold de fleste projekter.
Dog var vi ikke helt nok til, at få kørt alle grene og affald væk fra beskæringen. Derfor må lodsejerne selv sørge for, at få bortskaffet dette.
Vores vejmand Jens og RenoDjurs, har udtrykt stort ønske om beskæring, så de bliver glade.

Kanterne bliver klippet af Jens.

Informationstavlerne er flotte. De vil blive malet og brændt tagpap på taget.
Der bliver lavet et VAFFF skilt, som kan sættes ind i tavlerne.

Hullerne i asfalten er repareret, og må vi vente at se om det holder.

Det fine telt er pakket sammen, og er i opbevaring hos Jannie og Per. Medlemmer af VAFFF kan leje dette for 500kr.

Til arbejdsweekenden kom der flere forespørgsler og ideer til vedligeholdelse af vejene. Vi vil i nærmeste fremtid holde møde med Jens, og fremlægge dette.

Så krydser vi finger for få skybrud og en mild vinter.

Venligst bestyrelsen
 
I uge 18 kom der nye klistermærker på postkasserne. Derudover, gik vi en tur rundt, for at få en snak med eventuelle nye medlemmer til VAFFF. Tak for jeres åbenhed, imødekommenhed og gode samtaler.

Vi er nu 61 medlemmer ud af 81 potentielle. Det er så dejligt.

D 5. Maj har bestyrelsen haft møde med Jens Kaiser, som vedligeholder og reparerer vores veje. Der er på mødet aftalt følgende:

1) Hullerne i vejen ved Villershøj skal laves.
2) Hullerne i vejen ved indkørslen til Fyrreslugten laves
3) Bakkerne skal laves. De afhøvles, og der tilføjes en blanding af stabilgrus og lergrus. Efterfølgende får bakkerne dustex, som er støvdæmpende og gør vejen mere fast.
4) Vejen i svinget ved adilsvej nr 6 og nr 30 bliver lavet. Kanterne laves, så vandet kan løbe derfra og der kommer ny grusbelægning på vejen.
5) Vejene får igen i år Dustex på de mest udsatte områder.
6) I juli/aug bliver grøftekanterne klippet.

Dette vil koste omkring 20.000 kr.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen
 
Dato: 3. april 2018.

Indkaldelse til generalforsamling i vejlauget VAFFF.

Kære lodsejer på Villershøj, Adilsvej, Floravej, Fyrreslugten, Fyrreskrænten

Som tidligere annonceret indkaldes der hermed til generalforsamling for vejlauget VAFFF tirsdag den 17. April 2018 Kl. 19.00.

Mødet afholdes på Mols Camping i opholdsstuen, Dråbyvej 13, 8400 Ebeltoft.


Dagsorden for mødet:

1. Valg af dirigent/ordstyrer
2. Valg af referent
3. Registrering af fremmødte
4. Valg af stemmetæller.
5. Formandens beretning.
6. Fremlæggelse af årsregnskab til godkendelse.
7. Fastsættelse af medlemskontingent 2019.
8. Behandling af indkomne forslag.
9. Valg af medlemmer til bestyrelsen.
    På valg er:
                   Esben Sørensen, ønsker ikke genvalg.
                   Inge Højslet, modtager genvalg.
10. Valg af suppleanter til bestyrelsen
11. Valg af revisor og revisorsuppleant
12. Eventuelt.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.

Evt. forslag sendes til: vafff@info.dk

Under "eventuelt" kan der ikke sættes forslag til afstemning.


Af hensyn til indkøb af øl, vand og kaffe, må I meget gerne tilkendegive på e-mail:
vafff@info.dk om I deltager i generalforsamlingen.

Med venlig hilsen VAFFF bestyrelsen
Inge Juul Højslet, Jannie Kruuse og Esben Sørensen
 
 
Kære beboer på VAFFF !!!!

Villershøj - Adilsvej - Floravej - Fyrreskrænten og Fyrreslugten

Så er det atter tid til betaling for medlemskab af vejlauget VAFFF for 2018.

Vinteren 2017-18 har endnu ikke givet de store mængder sne at rydde, og forhåbentligt slipper vi. Alligevel er det vigtigt at rydde sneen når den kommer, gruse og salte vejene, dels så vi beboere kan komme frem og tilbage, men også vigtigt for Posten, Reno Djurs og andre der skal kunne færdes på vejene.
I stedet bød 2017 på store mængder nedbør. Vejene er meget vedligeholdelseskrævende med så store mængder regn, som skaber store huller og dybe revner.

Der er fortsat mange der ”kører frihjul” og ikke betaler til det fælles vedligehold af vejene. Vi håber, at vi denne gang får de sidste med.

*Datoen for generalforsamlingen er fastsat til tirsdag den 17. april 2018.
Tid og sted, oplyses senere.


Indkaldelsen bliver adviseret på www.vafff.dk ……… som også er fuld af anden nyttig information.

VIGTIGT: send Jeres e-mailadresse til: vafff@info.dk
Vi mangler stadig en del, desværre.
Opkrævningen for medlemskab vil fremover blive fremsendt til Jeres mailadresse.

Pris og Betaling:
For perioden 1. januar. 2018 til 31. december 2018:
KR. 850,- pr lodsejer.
Beløbet indbetales via NetBank:
Sparekassen Kronjylland
Konto nr.: 9360 – 0011986927
MEGET VIGTIGT - I meddelelsesfeltet skrives:
VAFFF adresse (vejnavn og nr.)

Sidste rettidige indbetalingsdato er 20. Marts 2018
Snarest herefter påsættes nye VAFFF 2018 klistermærke på postkasserne - hos medlemmer.
 
 
Referat fra bestyrelsesmøde afholdt den 14 dec. 2017 hos formanden.
 
1. Vejenes beskaffenhed
    a. Overordnet set er vejene i god stand. Antidust behandlingen virkede, men desværre ikke helt efter hensigten, på grund af den meget regn.

    b. Der er lagt bunker af sand med salt til vinter grusning.
Der skal indkøbes 5 skovle som skal males i vores grønne farve og placeres i grusbunkerne.

    c. Vi undersøger muligheden for at forlænge udkørslen med asfalt eller lign. fra Fyrreslugten til Dråbyvej, så vi undgår de store huller der dannes.

    d. Vær opmærksom på, at træer der hænger ud over vejen, skal beskæres så "vejmanden" kan køre med de store maskiner uden at miste sidespejlene !!

2. Generalforsamling
Tirsdag den 17. april 2018.
Tid og sted, oplyses senere.

3. Der arbejdes videre med kommunens overtagelse af vejvedligeholdelse.

 
 
 
Referat fra den stiftende generalforsamling i vejlauget VAFFF den 25. april 2017.

I mødet deltog der beboer fra:
Adilsvej 1, 2, 3, 6, 9, 16, 19, 20, 21a og 30.
Floravej 10, 11, 19 og 21.
Fyrreslugten 10.
Villershøj 4, 6, 14 og 16.
I alt 26 deltager.

Esben Sørensen (Floravej 10) bød velkommen, og takkede for det store fremmøde. Forklarede kort om grunden til at der blev indkaldt til stiftende generalforsamling: manglende vedtægter og formaliteter i forhold til oprettelse af bankkonto med mere.

Dagsorden for mødet:
1. Valg af ordstyrer/dirigent: Susanne Fuglsang (Adilsvej 16) blev valgt.

2. Valg af referent: Inge Højslet (Adilsvej 21a) blev valgt.

3. Registrering af fremmødte: se ovenstående.

4. Valg af stemmetællere: Inge (Adilsvej 30) og Annette (Adilsvej 6) blev valgt.

5. Gennemgang og afstemning af vedtægter: Esben gennemgik vedtægterne, og efterfølgende blev de enkelte paragraffer gennemgået og tilrettet.

Vedtægterne blev vedtaget med de godkendte ændringer.

Vedtægterne kan ses på VAFFF’s hjemmeside. HER

6. Valg iflg. vedtægter:
Esben Sørensen (Floravej 10), Jannie Kruuse (Adilsvej 1), og Inge Højslet (Adilsvej 21a) blev valgt.
Morten Rasmussen (Adilsvej 19) blev valgt som suppleant til bestyrelsen.
Susanne (Adilsvej 16) blev valgt til revisor og Annette (Adilsvej 6) til revisorsuppleant.

7. Efter afstemning blev kontingent for 2018 fastsat til 850 kr.

8. Inge Justesen og Kurt Kjellberg, Adilsvej 30, tilkendegav, at de havde fået svar på fremsendte forslag til generalforsamlingen den 18.11.16. 

Forslagene kan ses på VAFFF´s hjemmeside. 

Forslag fra Adilsvej 20 vedrørende hunde der ikke holdes i snor:
Det blev tilkendegivet at det ikke hører under vejlaugets kompetence, men er noget man skal klare med hinanden. I sidste ende er det en politiopgave.

9. Forslag fra Morten (Adilsvej 19) om at holde en VAFFF-fest. Bestyrelsen arbejder videre med forslaget.

Der var generel utilfredshed med vejenes tilstand. Bestyrelsen vil på sit førstkommende møde sætte vejvedligeholdelsen på dagsordenen.

Det blev aftalt at referat fra bestyrelsesmøderne lægges på VAFFF´s hjemmeside.

Diskussionspunktet: vejvedligehold overgår til Syddjurs Kommune.

Under hele generalforsamlingen blev det livligt diskuteret hvad det ville betyde, hvis kommunen overtog vejvedligeholdelsen. Konklusionen på drøftelsen blev at bestyrelsen arbejder videre med forslaget frem til generalforsamlingen i 2018.

Regnskabet for 2016 blev godkendt.

Referent Inge Højslet

Indkaldelse til stiftende generalforsamling i vejlauget VAFFF.

Kære lodsejer på Villershøj, Adilsvej, Floravej, Fyrreslugten, Fyrreskrænten


Som tidligere annonceret indkaldes der hermed til stiftende generalforsamling for vejlauget VAFFF
tirsdag den 25. April 2017 Kl. 19.00.

Mødet afholdes i Dråby forsamlingshus, Dråby Bygade 11, 8400 Ebeltoft.


Dagsorden for mødet:

1. Valg af dirigent/ordstyrer
2. Valg af referent
3. Registrering af fremmødte
4. Valg af stemmetæller.
5. Gennemgang og afstemning af vedtægter (Vedtægterne ses på www.vafff.dk)
6. Valg iflg. Vedtægter:
    a) Valg af formand
    b) Valg af medlemmer til bestyrelsen
    c) Valg af suppleanter til bestyrelsen
    d) Valg af revisor og revisorsuppleant
7. Fastsættelse af kontingent for 2018
8. Indkomne forslag
9. Eventuelt.

Økonomi:
Kassebeholdning pr. 4. april 2017 = Kr. 81.047,40


Under "eventuelt" kan der ikke sættes forslag til afstemning.

Diskussionspunkter efter den stiftende generalforsamling:
- Vejvedligehold overgår til Syddjurs kommune ?
Som refereret på hjemmesiden, kan kommunen overtage vedligeholdelsen af vores veje, hvis der er 2/3 af samtlige lodsejere stemmer for.

Af hensyn til indkøb af øl, vand og kaffe, må I meget gerne tilkendegive på e-mail:
vafff@info.dk om I deltager i den stiftende generalforsamling.


Med venlig hilsen VAFFF bestyrelsen
Inge Juul Højslet, Jannie Kruuse og Esben Sørensen
Indkommende forslag fra Adilsvej 30:

- bestyrelsen anmodes om, at sende liste over betalende/ikke betalende beboere til medlemmerne.
- bestyrelsen anmodes om, at kontakte ikke betalende beboere i vores område. Kontakten skal være personligt, eller pr. telefon.
- resultatet af kontakterne sendes til de betalende beboere.
- der skal afholdes generalforsamling hvert år, og regnskab skal sendes til medlemmerne sammen med indkaldelsen til generalforsamling.
- bestyrelsen anmodes om, at undersøge mulighederne for at asfaltere eller på anden måde forstærke belægningen på bakken ved Adilsvej.
 
Forslag fra Adilsvej 20:
 
Jeg kunne godt tænke mig at vi runder emnet "hunde i snor/på egen matrikel", til mødet.
Telefonmøde med Peter Sandell / Syddjurs Kommune og Esben Sørensen, Februar 2017.

#1: 2/3 af medlemmerne SKAL anmode om at de accepterer at Kommunen overtager vedligeholdelsesopgaven.
#2: Hvis der i kommunen er politisk accept af overtagelsen, opkræver kommunen beløbet af samtlige lodsejere over ejendomsskat.
#3: Kommunen anvender gerne nuværende entreprenør - til nuværende priser.
#4: Til disse priser tillægger kommunen 9%
#5: Kommunen overtager ikke snerydning og grusning/saltning.
#6: Overtager kommunen vedligeholdet, er det kommunen der vurderer og bestemmer i hvilket omfang vedligehold er påkrævet.


Idag betales Kr. 850,- pr lodsejer. Hvis vi siger at de Kr. 500,- er til vejvedligehold og de Kr 350,- er snerydning, og der er 89 lodsejere:

Til kommunen : 89 x Kr.500 = Kr.44.500,-

Til VAFFF: 0,6 x 89 x Kr. 350 = Kr. 18.690,-
(I 2016 indbetalte ca 60% af lodsejerene til VAFFF.
VAFFF burde have modtaget 89 x Kr.850 = Kr. 75.650,- men fik kun Kr. 44.500,- dvs en mangel på Kr. 31.150,-)

En kommunal overtagelse vi tidligst kunne ske for sæsonen 2018.
Det er vigtigt at nævne at det slet ikke er sikkert om Kommunen vil acceptere en anmodning fra VAFFF.
Hvis sidste indbetaling i år er 15.Marts, og Generalforsamlingen er 25.April i år - vil dels indbetaling og GF bestemme om vi skal anmode Kommunen.
 
 
 
 
Referat fra møde i vejlauget VAFFF den 18 nov. 2016.

I mødet deltog:
Adilsvej 1, 3, 6, 16, 20, 21a
Floravej 10
 

Tak til de fremmødte.
 

Velkomst ved Esben, der gav et historisk oprids af etableringen af vejlauget VAFFF.

Økonomi: Kassebeholdning pr. 18.11.16, kr. 38.257,40


På grund af det ringe fremmøde, kunne der ikke træffes beslutninger omkring vedtægter m.m.

Det indkomne forslag fra Adilsvej 30, vil blive medtaget igen til den stiftende generalforsamling.

Aftenen blev i stedet brugt på at debattere vores veje, vedligeholdelsen af dem og hvorfor der er så mange der kører på "frihjul".

Debatten endte ud i flg.:

1. Der tages kontakt til Syddjurs Kommune med henblik på at få afklaret det juridiske grundlag for etablering af et vejlaug som indbefatter ALLE grundejere. D.v.s. at ALLE grundejere i vores område forpligtes til at betale for vedligeholdelse m.m. af vores veje.

2. Der tages kontakt til Grundejerforeningen Majgaarden for at høste erfaring fra dem med henblik på asfaltering af visse områder m.m.

3. Der arbejdes videre på at indkalde til en stiftende generalforsamling først i det nye år.

Der vil blive orienteret på VAFFF's hjemmeside (www.vafff.dk) når der har været kontakt til kommunen og Grundejerforeningen Majgaarden.


Torben Fuglsang, Adilsvej 16, havde indhentet tilbud på asfaltering (bærelag) på 4 veje: Fyrreskrænten, Villershøj, Floravej og Adilsvej på ialt 270.000 kr. inkl. moms.
Se vedhæftede tilbud af 17.11.16 fra Lemminkäinen.


Esben, Inge og Jannie

 
Indkaldelse til generalforsamling i vejlauget VAFFF.

Kære lodsejer på Villershøj, Adilsvej, Floravej, Fyrreslugten, Fyrreskrænten



Du/I indkaldes til generalforsamling for vejlauget VAFFF fredag den 18. November 2016 Kl. 19.00.

Mødet afholdes i Dråby forsamlingshus, Dråby Bygade 11, 8400 Ebeltoft.




Dagsorden for mødet:

1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsens beretning om vejlaugets virksomhed i det forløbne regnskabsår.
3. Orientering af vejlaugets økonomi.
4. Fremlæggelse af budget for næste regnskabsår til godkendelse, herunder fastsættelse af medlemskontingent.
5. Fremlæggelse af forslag til vedtægter, og godkendelse af samme.
6. Valg af 3 medlemmer til bestyrelsen.
7. Valg af 1 suppleant til bestyrelsen.
8. Valg af 1 revisorer.
9. Indkomne forslag.
10. Eventuelt.

Indkomne forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage inden generalforsamlingen.
Forslag sendes til e-mail: vafff@info.dk

Som bilag til mødet medsendes forslag til vedtægter.

Støt op om vores vejlaug og deltag i generalforsamlingen.
Vi bruger alle vejene, så alle bør derfor være med til at sikre ordentlige vejforhold i området. BLIV MEDLEM AF VAFFF.


Der serveres øl, vand og kaffe.


Med venlig hilsen bestyrelsen
Esben Sørensen
Inge Juul Højslet
Jannie Kruuse
 
 
 

Opdateringer på hjemmesiden:

 
 
 
Vejlauget VAFFF  | vafff@info.dk